Sæt tal på din smerte...

For DGI magasinet UDSPIL af Svend B. Carstensen, fysioterapeut

Fra DGI magasinet UDSPIL Nr 07, 2009

Med en skala fra nul til ti kan du beskrive, hvor ondt du har. Du kan følge udviklingen af en skade, og du får lettere ved at beskrive effekten af en behandling. På den måde bliver det mere håndgribeligt at lytte til kroppen

Gør det ondt? Ja. Men hvor ondt gør det? Vi kommer ofte til kort, når vi skal forsøge at beskrive smerten for andre, fx lægen eller fysioterapeuten. Det er nemlig ikke andre end os selv, der kan mærke smerten. En mulighed er at sætte et tal på mellem nul og ti, hvor nul er ’ingen smerte’, og ti ‘den værst tænkelige smerte’. Det kaldes en visuel analog skala, forkortet VAS-skala eller bare ‘VAS’.

Godt redskab

Skalaen giver dig mulighed for at beskrive intensiteten af den smerte, du oplever. Det er nyttigt, når du er skadet, fordi du så kan følge udviklingen, fx ved at notere et tal i din kalender eller træningsdagbog. Bliver det værre eller bedre? Er der et mønster? Provokerer bestemte aktiviteter? Hvis ja — hvor meget og hvor længe? Det er spørgsmål, som du lettere får hold på, hvis du løbende sætter tal på smerteintensiteten.

Samtidig har du et godt redskab, hvis du må søge behandling. Du kan kort og præcist beskrive, hvordan udviklingen har været rent smertemæssig. Det er nyttigt, fordi vi bredt set må antage en vis sammenhæng mellem skadens omfang og den smerte, du oplever. Kommunikationen med behandleren bliver på den måde ofte lettere. Og i et behandlingsforløb kan du følge med i, om tallene rykker nedad. På den måde kan du komme med en konkrettilbagemelding og diskutere eventuelle ændringer i behandlingen.

Ondt til et firtal

At have ondt er en meget personlig ting, ingen andre end du selv kan mærke din smerte. Her er du eksperten. Så det står altså ikke til diskussion, når du siger, at du har ondt til et firtal på VAS-skalen, selvom man sagtens kan forestille sig, at et andet menneske med præcis samme skade vil vurdere smerteintensiteten til noget andet på VAS.

Oplevelse af smerte er afhængig af en masse forskellige faktorer. Vi behøver blot at tænke på, hvilke knubs håndbold- eller fodboldspillerne får i kampens hede — ‘uden at pibe’ — samme medfart ville i andre situationer medføre helt andre reaktioner. Erfaringer, tidligere oplevelser, selve situationen, reaktioner fra omgivelserne, kulturel baggrund og en række ting spiller uden tvivl en rolle for, hvordan og hvor intens vi oplever en smerte.

En vigtig faktor er, om vi er bange for smerten, eller med andre ord, tror vi, at den er ‘farlig’ for os. Med eller uden reel grund. En sådan smerte vil sandsynligvis ryge højt op på VAS-skalaen. Modsat smerten, som vi tidligere har erfaret og kender, den håndterer vi lettere.

Håndtér din smerte

Kikker vi eliten lidt over skulderen, kan vi se, at VAS-skalaen også bliver brugt som et redskab i forbindelse med intensiv træning og genoptræning. Og selvom smerter er et vanskeligt og mangesidet felt, kan det ‘at lytte til kroppen’ måske gøres mere konkret og håndgribeligt med VAS. I Team Danmark bruger man en ‘smertehåndteringsmodel’, som er meget lig med VAS.

Under intensiv træning slipper idrætsudøveren næppe for, at det imellem gør ondt. Her lyder meldingen, som jeg har hørt den beskrevet, at smerter på to til tre på VAS er ok, blot de forsvinder igen efter træningen. Selvfølgelig skal smerter tages alvorligt — det er en rød lampe, der blinker — men bare de fordufter igen og ikke bider sig fast, er dersom regel ikke grund til bekymring.

‘God’ og ‘dårlig’ smerte er kendte begreber for de fleste idrætsudøvere, Denne kvalitetsgraduering resulterer typisk i, at den ‘gode’ scorer lavt på VAS, og den ‘dårlige’ højt. Det virker også umiddelbart logisk, når man udnytter VAS i forbindelse med fysisk træning.

Hvor ondt må det gøre?

Helt op til fem accepteres. Det kan være beskeden, når fx langvarige seneskader skal genoptrænes. Baggrunden for en sådan rådgivning er, at store belastninger — også belastninger, som gør ondt —ser ud til at kunne stimulere en heling på nogle typer af seneskader. Med til billedet hører så også, at idrætsudøveren typisk følges af et sundhedspersonale. Her vil jeg anbefale, at man allierer sig med en læge eller fysioterapeut med en solid erfaring inden for idrætsskader.

VAS-skalaen er naturligvis en grov forenkling af nogle meget komplekse ting. Men vi har ikke rigtig andre brugbare redskaber, og skalaen giver os trods alt nogle muligheder for at beskrive og meddele os på forståelig måde, for ingen af os går gennem livet, ej heller idrætslivet, uden at få ondt.