Måske SKAL dine fødder pege udad...

For DGI magasinet UDSPIL af Svend B. Carstensen, fysioterapeut

For DGI magasinet UDSPIL Nr. 9, 2009

Nogle har fødder, som naturligt peger lige frem. Hos andre drejer de udad eller måske en smule indad. Vi er nemlig skruet forskelligt sammen, og det giver forskelle i både udseende og den måde, vi bevæger os på

”Jamen, jeg har da fået at vide, at fødderne skal pege lige frem”, siger den unge pige, som jeg er i gang med at undersøge i klinikken. ”Ja, af hvem?” spørger jeg, mens jeg kikker på hendes lidt anstrengte positur. Knæene peger indad og fødderne lige frem.

Hun er løber. Ikke på noget højt plan, mellem seks og ti kilometer, to til tre gange om ugen. For et par måneder siden besluttede hun, at hun gerne ville gøre lidt mere ud af sit løb og søgte derfor råd i det lokale fitnesscenter. Her fik hun nogle øvelser og besked på, at hendes fødder skulle pege lige frem, hvis hun ville løbe effektivt. Nu har hun ondt i knæ og hofter.

”Hvordan vil du helst stå?” Hun drejer fødderne lidt udad, langsomt falder skuldrene lidt ned, og hun ser straks mere afslappet ud. Og nu peger knæene lige frem.

Foden er som en viser

Fodens retning er i høj grad styret af hofteleddet, fordi foden er som en viser, der viser hele benets drejning. Hofteleddet er et stort kugleled, som kan bevæges i alle retninger, men det er meget individuelt, hvor langt leddet kan bevæges i de forskellige retninger. Der er altså store variationer fra person til person. Nogle kan dreje hofteleddet meget udad og næsten ikke indad. Andre modsat. De første vil typisk have en udaddrejet fodstilling, de sidste let indad.

Og så findes der alt, hvad der ligger derimellem.

Det er nemlig sådan, at vi — kroppen — ubevidst vælger et sted i midterområdet af leddets bevægeudslag, fordi det er her, leddet lettest og med mindst modstand kan bevæges. Hele leddet er også stærkest her, eksempelvis findes den tykkeste ledbrusk i det område. Og de muskler, som skal beskytte og bevæge leddet, fungerer bedst her. Alt dette foregår i et fint samspil med benets — og resten af kroppens - øvrige led og muskler, det som i fagsproget kaldes biomekanikken.

Korte og stramme muskler omkring hoften kan have en betydning, fx forøge en drejning indad eller udad.

Knæet spiller også en rolle, fordi underben og lårben her er sat sammen, og underbenet kan godt være drejet lidt i forhold til lårbenet. Og der kan være variationer fra det ene ben til det andet, både med hensyn til hofte og knæ.

På løbebåndet

”Lad os se på, hvordan du egentlig løber”, foreslår jeg, mens jeg gør løbebånd og videoudstyr parat. Jeg beder hende både om at løbe på den ‘rigtige måde’ og på den måde, som hun finder mest naturlig og behagelig.

Hendes knæ slår markant indad i standfasen (perioden, hvor foden har kontakt med underlaget), når hun forsøger at løbe med fødderne lige frem. Og det ser absolut ikke afslappet ud gennem mine briller.

Derefter løber hun, som hun fornemmer naturligt, og fødderne er tydelig drejet mere udad, og knæene slår langtfra så kraftigt indad, dog fortsat en smule, kan jeg iagttage på slowmotion optagelserne.

At hendes hofteled kan bevæges noget mere udad end indad kommer ikke som nogen stor overraskelse i min efterfølgende undersøgelse. Hun er også svag i sin muskulatur omkring bækkenet, specielt på ydersiden. Flere brikker falder på plads.

Kroppen hænger sammen som en kæde

Når vi fx drejer hoften indad eller putter et indlæg i skoene, ændrer vi ikke blot på én ting i kroppen, men på ”1000” ting fordi kroppen hænger sammen som en kæde, og kædens led fungerer i et fint og komplekst samspil. Biomekanikken. Hertil kommer, at vi er skruet forskelligt sammen, har en individuel anatomi, som giver store forskelle i både udseende og måden, vi bevæger os på.

De store forskelle er lette at få øje på, når vi ikke har så meget tøj på om sommeren eller på idrætsbanen, nogle har lange ben og en kort overkrop, andre det modsatte. Dertil kommer alle de små og mindre forskelle, som er knap så synlige. Eksempelvis har mange af os en mindre benlængdeforskel, men den har som regel ikke nogen negativ betydning, fordi det hele, alle kædens led, er rettet til efter denne forskel.
Det betyder, at vi skal være varsomme i vurderingen af ‘det rigtige’. Og vi skal være forsigtige med hensyn til korrektioner af skævheder, fordi vi let kan komme til at lave mere ravage end gavn.

Vi kan over tid ændre meget på kroppen. Såvel træning og fysiske aktiviteter som inaktivitet sætter sine spor i kroppen, om end meget forskelligt. Regelmæssige strækøvelser gør os mere smidige. Men hvorvidt vi kan ændre væsentligt på de store hofteled, er nok tvivlsomt — med mindre en skade har forårsaget en nedsat bevægelighed, men det er en helt anden diskussion.

Vi lægger en plan

Nu er jeg parat til at lægge en plan sammen med den unge løber. Og jeg foreslår i første omgang fire ting:

1. Lad fødderne pege lidt udad, som de gerne vil.
2. Styrketræning for hoftens yderside.
3. Nye løbesko, fordi de gamle er noget slidte, og måske giver den udaddrejede fodstilling behov for lidt støtte på indersiden af løbeskoen.
4. En præcis genoptræningsplan med en blid start og små gradvise stigninger.

”Tror du så, at jeg nu undgår at få ondt, når jeg løber?” spørger hun til sidst. Det må jeg sige ja til. Men tilføjer, at det skal komme an på en prøve over de næste seks til otte uger, hvor hun arbejder med de ting, som jeg har foreslået, og giver tilbagemeldinger, hvis der er problemer.

Kroppen er nemlig en forunderlig størrelse, hvor man skal være varsom med at være firkantet — for det er der intet i kroppen, der er.