Fysioterapi i Århus
Gå til forsiden...
 
Gå til forsiden...
Du er her: Artikler om fysioterapi -> Hjernerystelse kræver ro...

Hjernerystelse kræver ro...

For DGI magasinet UDSPIL af Svend B. Carstensen, fysioterapeut

Artikler om fysioterapi
Fra DGI magasinet UDSPIL
Nr 08, 2008

Træk stikket ud og hvil hjernen, når du har slået hovedet. Ingen computer, tv eller anden flimmer. End ikke læsning ved kraftige hjernerystelser. Kom blidt og gradvis tilbage til daglige aktiviteter og idræt.

Med et brag knalder håndboidspilleren hovedet mod stolpen. Og han ligger ubevægelig et øjeblik. Noget fortumlet kommer han op at sidde, mens træneren løber ind på banen. ‘Du spiller ikke mere!’, er trænerens melding til den endnu ikke helt klare spiller, som også virker lidt forvirret.

Ofte er der stor usikkerhed på banen, både hos ledere og idrætsudøvere, når en har slået hovedet. Er det en hjernerystelse? Hvad gør vi? Må han spille videre? Her er den klare anbefaling fra fagfolk: Er du i tvivl, så tag et hvil — ‘hjernehvile’! Med andre ord: Løb ikke nogen unødig risiko. Konsekvenserne kan blive langvarige og stærkt invaliderende i form af kraftig hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær. Se nedenstående: Symptomer på hjernerystelse.

Under konstant opsyn

Spilleren vil gerne på banen igen. Nok gør hovedet lidt ondt, men han vil jo gerne spille - og ‘pivet’, det er han i hvert fald ikke. Men nej, træneren står fast, ikke mere spil. Samtidig aftaler træneren og holdlederen med en udskiftningsspiller, at han holder øje med den uheldige spiller og straks siger til, hvis han på nogen måde bliveromtåget eller uklar. Efter kampen sørger holdlederen for, at spilleren bliver hentet og kørt hjem af et familiemedlem, som også bliver instrueret i, at spilleren skal være under konstant opsyn det næste døgn. Hvis han bliver dårlig, skal der øjeblikkeligt tages kontakt til læge.

Efter et kraftigt stød mod hovedet kan der udvikle sig en blodsamling inde under hjerneskallen. Og det kan ske langsomt i døgnet efter stødet. Bliver blodsamlingen stor, kan situationen udvikle sig livstruende, fordi trykket i kraniet bliver for stort, og blodforsyningen til hjernen stoppes. Derfor skal der holdes øje med mennesker i døgnet efter et sådant uheld.

Kom gradvis på banen igen

Nu er der gået 14 dage, og vores uheldige håndboldspiller er på besøg i klubben. Han fortæller, at han faktisk ikke havde det særligt godt de første par dage efter uheldet, var meget træt og kunne næsten ikke koncentrere sig om noget som helst. Bare at læse avis virkede helt uoverkommeligt, beretter han. Den sidste uges tid er det dog gået væsentlig bedre, han føler sig nogenlunde frisk igen. Lidt forlegen takker han træneren for, at han ikke fik lov at spille igen den dag, han slog hovedet.

Og de aftaler, at han så småt starter på træningen igen om en uges tid, hvis han fortsat føler sig helt frisk og får grønt lys fra egen læge. Ved mindre hjernerystelser bør en idrætsudøver føle sig helt ok i mindst en uge, før han/hun starter på træningen igen. Ved større og gentagne hjernerystelser er der pause i mindst 6 uger eller endnu længere tid. Også her skal spilleren føle sig helt ok mindst en uge, før idræt genoptages. Desuden bør såvel daglige aktiviteter som idrætsaktiviteter trappes blidt og gradvis op. Se nedenstående: 6 trin tilbage til idræt.

 

6 trin tilbage til idræt:


Trin 1:
‘Hjernehvile’. Dvs. ro fra alle psykiske og fysiske belastninger. ldrætsudoveren må fx ikke se tv, belaste sig ved computer, læse mv. Fysisk aktivitet må ikke medføre stigning i pulsen.


Trin 2:
Efter mindst et døgn uden symptomer, let kredsløbstræning. Fx på kondicykel, hvor det er let at styre intensiteten. Træning uden at blive forpustet eller føle anstrengelse.

Trin 3:
Let og individuel træning i den pågældendes idrætsgren.

Trin 4:
Træning sammen med holdet, uden kropskontakt. Fx teknik-træning i fuldt tempo.

Trin 5:
Almindelig træning med kropskontakt, inklusiv tacklingeri fx. fodbold.

Trin 6:
Tilbage til idræt på fuldt niveau.

Symptomer på hjernerystelse:

  • fovirring
  • kvalme
  • utilpashed
  • svimmelhed
  • hovedpine
  • tinnitus
  • træthed
  • evt. opkast